Det lune forårsvejr har lokket mange på vandet og rosæsonen er godt igang. Ungdom og erfarne medlemmer har allerede rundet flere hunderede km. Poloholdene træner flittigt, og nye kajak- og inriggerroere er netop startet. Flere kommer til i den kommende tid. Klubben summer af liv, og der er til tider temmelig meget trængsel, men også tidspunkter og steder med plads til en stille snak eller et kig på solnedgangen over Vaserne.
Holte Roklub rummer ca. 500 aktive medlemmer. Det stiller krav til, at alle kender spillereglerne og hjælper dem, der måtte have glemt dem eller endnu ikke sat sig ind i dem. Når du er vandet, så handler det om sikkerhed og godt sømandskab, og når du er på land, så handler det om at holde orden og tage hensyn.
Du finder klubbens Husorden og Ro- og Sikkerhedsreglement via de to links eller ved at logge ind på MemberLink og se på forsiden. De indeholder megen nyttig viden og kan f.eks. besvare disse spørgsmål:
Hvor langt må du ro fra land i april ?
Hvem må ro med ikke-frigivne roere ?
Hvornår skal vesten være på - og hvornår skal den være med ?
Hvilke regler gælder for gæsteroning ? Og hvordan skal de skrives i Roprotokollen ?
Hvor skal klude og håndklæder placeres efter aftørring af kajak og både ?
Hvor må cyklen parkeres ? Hvor må der ryges ?
Hvornår skal portene til bådhallen lukkes ? Og hvad med døren ind til klubstuen ?
Hvilken påklædning skal indendørs træning foregå i ?
Hvem skal tømme opvaskemaskinen ?