Det første fundraising foredrag Bliv klogere på mellemøstkrisen v/ Jacob Kaarsbo med 85 deltagere blev en kæmpe succes. Der var en meget ivrig spørgelyst og Jacob fik besvaret alle spørgsmålene behændigt. Det var sandelig meget lærerigt og vi gik alle berigede hjem. Så en stor tak til Jacob og alle de fremmødte.
8.500 kr. blev bidraget til vort tiltrængte broanlæg.
De næste 3 fundraising foredrag er nu i hus.
Det første foredrag er torsdag 16. januar kl. 19:30 i klubstuen i Holte Roklub: Følg bjergbestigeren og fotografen på nogle af verdens højeste og farligste bjerge v/ Bo Belvedere Christensen
I dette foredrag fortæller bjergbestiger og fotograf Bo Belvedere Christensen om sin søgen efter smukke, dramatiske og fortællende billeder på nogle på nogle af de mest spændende ekspeditioner, han har deltaget i. Ofte har Bo hele tiden måttet være lidt foran sine kammerater, for at være parat, når de spændende situationer opstår eller de mest interessante og smukke steder nås.
Bo fortæller om og viser billeder og video fra bl.a. Mount Everest og andre af verdens over 8000 meter høje bjerge – fra ekspeditioner til hidtil ubestegne bjergtinder samt steder han nåede som en af de første danskere.
Indimellem er Bo havnet i brændpunktet for nogle af de mest dramatiske begivenheder bjergverdenen kan fortælle om, og har dokumenteret de tragiske begivenheder ud over at hjælpe til i kritiske situationer. Han kan således på første hånd fortælle om dramaet på Mt. Everest i 1996, som er beskrevet i et utal af bøger og om hvilket, der er produceret adskillige TV-dokumentarer samt biograffilm.
Bo har leveret billeder til bøger, aviser og artikler, men har også optaget video til film på DR, TV2 og sågar amerikanske kanaler.
Du kan tage op til 5 ekstra familiemedlemmer, venner og bekendte med. Alle deltagere skal hver betale 100 kr. i entré, som betales ved tilmeldingen. Kun medlemmer af Holte Roklub kan tilmelde deltagere direkte på kalenderen.
De næste 2 foredrag er fastlagt til:
Torsdag 30. januar kl.19:30 i Mariehøj Centret: Den Transiranske Jernbane v/ Jacob Saxild
Torsdag 27. februar kl. 19:30 i Mariehøj Centret Kunstig Intelligens v/ Christian Mossing & Torben Kirk Wolf
Så sæt allerede nu X i jeres 2025 kalender.
Vi ser frem til en række spændende og fornøjelige aftener sammen.
Mange venlige hilsener
På Bestyrelsens vegne
Steen Kold-Christensen