Kajakpoloafdelingen

Kajakpolo

Kajakpolo spilles på vores bane ved siden af klubbens platform. På banen spiller man 5 mod 5 i 2x10min med en pause på 3 min. Man kan have op til 3 udskiftningsspillere liggende bag egen baglinje, hvor udskiftning kan ske når som helst i en kamp. Generelt er reglerne overordnet set ret simple: 

  • Båd mod båd er lovligt (kajaktakling) og pagaj mod pagaj er lovligt, resten er ulovligt, dog med en enkelt undtagelse, da man må skubbe en spiller der er i besiddelse af bolden (indenfor 1m) på overarm, skulder eller ryg med flad hånd, så længe det ikke er farligt. 
  • Bolden må kun være i besiddelse i max 5 sek ad gangen (i hånden eller indenfor 1m). Når bolden er mellem 2 spillere er ingen i besiddelse.
  • Der er målkast, siddelinjekast (indkast som håndbold/fodbold) og hjørnekast (kaldes et "frikast") og disse er alle indirekte kast. Alle øvrige fejl på banen fx. ulovlig pagaj, ulovlig takling, ulovlig holding mv. giver et såkaldt friskud som er direkte dvs. der må skydes på mål, men det er jo et valg om man vil det eller ej (som regel afhængig af afstanden).
  • Målmanden der ligger mest centralt placeret under målet må man ikke ro ind i og ej heller skubbe en forsvarsspiller ind i målmanden. Der kan kun være 1 målmand ad gangen og det er den som er mest centralt placeret under målet, ligger stationært og med front fremad.
  • Kajaktaklinger må ikke foretages hårdt i en vinkel af 90 grader mod modstanderen (måles som mellem 80-100 grader) og man må maks takle en anden spiller 2m i en vedvarende bevægelse uden pause. Det er kun den spiller der har bolden eller er i besiddelse der må takles, samt hvis man befinder sig i 6m zonen foran et mål der forsvares.
  • Håndtaklinger jf. punkt 1 og kajaktaklinger må foretages på en spiller der er i besiddelse af bolden, men det er kun en spiller der har begge skuldre over vandet der må takles dvs. hvis en spiller ligger med bunden i vejret må man ikke takle vedkommende.
  • Der findes grønt, gult og rødt kort. Alle kort giver minimum 2 min udvisning. Rødt kort for usportslig optræden hedder "ejection red card" og medfører også minimum en kamps karantæne. Øvrige gentagne fejl giver enten grønt, gult eller "almindelig" rødt kort... Man kan kun modtage 1 kort af hver farve startende med grønt, men en dommer kan fx. godt give direkte gult kort hvis den fejl der begås har en karakter som er både farligt og bevist dvs. spilleren har ikke forsøgt at undgå fejlen. 

 

I Holte Roklub er der mulighed for at spille kajakpolo på forskellige niveauer. Der er træningstilbud og turneringsmuligheder for alle - både motionisten, konkurrencetypen, de unge og de lidt ældre. 

Holte Roklub har lige nu 2 kajakpolohold kørende:

Holte Pack Tech - ligahold (8 hold) som har spillet med siden 1999 i toppen af Danmarksturneringen. 

Sommer træning: Torsdag kl.18.30 og Søndag kl.10.00

Vintertræning: Onsdag kl.19.30 (ergometer) og weekend træninger udendørs ad-hoc afhængig af vejret

Begynder/intro hold - Begynder og motionshold (mix hold) som er startet sommeren 2022. 

Vintersæson (okt-mar) i Trørødskolens svømmehal søndag kl.13-15

 

Der er helt sikkert også en plads til dig!