Ungdomskajak

Holte Roklubs Børne- & Ungdomsafdeling er for børn og unge mellem 12 og 17 år.

For at blive medlems skal du kunne svømme 600 meter og være moden nok til at passe din træning, modtage kollektive beskeder samt tage ansvar for dig selv og klubbens udstyr.

Sæsonstart

Datoer for sæsonnen 2019 er endnu ikke fastlagt. Når datoerne kendes vil de blive slået op her på siden. 

Træningstider

Vi træner kl. 17 til 18.30 mandage og onsdage.

Sådan bliver dit barn medlem

Udfyld en kontaktformular med dit barns navn og fødselsår for at komme i betragtning til dette års kajakskole. Første optag for i år er allerede fuld. Erfaringsmæssigt falder nogle fra, og vi optager derfor løbende nye elever indtil midt juni. Din henvendelse vil blive besvaret af ungdomsrepræsentanten, som vil give besked om hvorvidt der er pladser på kajakskolen.

Træningens tilrettelæggelse

Begyndere og let øvede træner samtidigt og er for alle mellem 12 og 17 år, der gerne vil lære at ro kajak og være med i en ungdomsafdeling, der har fokus på talentudvikling og fællesskab. Du skal være klar på hårde, men sjove træningsdage, og i klubstuen er der selvfølgelig plads til hygge og samvær.

I begyndelsen har vi fokus på, at du lærer at holde balancen i en kajak. Efterhånden som gruppen bliver mere sikre lærer, vil I lære at lave makkerredninger, og I kommer til at ro nogle lidt længere ture – fx rundt i Vejlesø eller forbi Yacthklubben og på til Gabet. Trænerne vil have fokus på sikkerhed og lege, der træner balancen og andre færdigheder, som kræves af kajakroere. Hvis vejret er særligt hårdt, vil træningen foregå i kajakergometre, men du lærer bedst i vandet og de kajakker, som du lærer at ro i, er brede og stabile.

Har du roet med to gange, og vil du gerne fortsætte, så skal du melde dig ind i Holte Roklub, for at være sikker på en plads. Roere, der herefter ikke er tilmeldt, kan ikke fortsætte træningen.

 

Niveauinddeling

Børn og unge, der ror kajak i Holte Roklub er inddelt i tre niveauer:

  1. Kajakskolen for begyndere fra de foregående år
  2. Træningsholdet for de øvede, som gerne vil lære at ro kapkajak – træner tre gange eller mere om ugen
  3. Kapholdet er for de super øvede, som stiller op til nationale stævner og på landsholdet såfremt de udtages hertil. Træner hver dag – nogle dage flere gange.

Roere udvikler sig forskelligt, nogle finder hurtigt balancen og får god fart i kajakken, andre tager den mere med ro. Begge dele er fint, glæden ved kajaksporten er den samme. Hvis trænerne vurderer, at man er har ekstremt god balance og hurtig fart i kajakken og er motiveret for at øge sin træningsmængde, så kan man blive spurgt om man vil træne på Træningsholdet. Derfra kan man blive spurgt om man vi træne på Kapholdet. Her skal man være klar over at trænerne kigger på den enkelte elev og vurderer om man har potentialet og motivationen for at ro på konkurrence-niveau. Det er altså ikke anciennitet, der afgør hvilket hold man ror på, men færdigheder.

Praktisk information

Denne information er både for roere og forældre

  1. Du skal kunne deltage i begge træninger hver uge, ellers kommer du hurtigt bagud i forhold til de øvrige roere.
  2. Alt roudstyr og redningsvest låner du af klubben. Du skal regne med at blive våd til træning, og du skal derfor altid medbringe håndklæde og 2 sæt skiftetøj. Det bedste rotøj er skiundertøj, løbetøj eller andet stramsiddende sportstøj, gerne med uld. I begyndelsen af sæsonen kan det været rart med en vindtæt løbejakke eller tynd svedtransporterende regnjakke. Holte Roklub klubtøj købes her på hjemmesiden.
  3. De fleste ror i sokker eller bare tæer. Du skal ikke have sko på i kajakken, men for nogle kan det være rart med et par neopren sokker. Når solen er fremme, er en kasket og solcreme vigtig at huske.
  4. Al instruktion foregår af trænerne, og vi har ”forældrefrit-vand” under træningen. Håndtering af udstyr skal også ske af børnene selv, i samarbejde med trænerne. Forældrene bedes respektere dette og holde sig oppe ved klubhuset, når eleverne sættes i kajakkerne på vandet.
  5. Vi træner på vandet indtil standerstrygning i september/oktober – og derefter går vi på land og træner videre hele vinteren med løbetræning, cirkeltræning og coretræning, hvilket styrker kroppen, kajakfærdigheder og sammenholdet. Sommerferie i juli måned.
  6. TRÆNINGSCAMP UGE 32 mandag til torsdag. Sæt allerede nu kryds ved 6. til 9. april hvor vi holder træningscamp for begynder- og træningshold samt kapholdet. Mere info følger.
  7. For Kajakskole og Træningshold er der mulighed for at deltage i cirka to stævner på Sjælland kaldet ‘Paddle Battle’. Stævnerne er sociale begivenheder, hvor man ror med og mod jævnaldrene fra andre klubber. Hvis eleverne skal deltage i disse stævner kræver det at forældrene er primus motor på alt det praktiske omkring stævnetilmelding, kørsel, forplejning og udpakning af kajakker ved hjemkomst mv.
  8. Vi opfordrer selvfølgelig også forældre til at melde sig ind. Vi ror både kajak og inrigger / outrigger samt spiller kajakpolo. Endvidere tilbyder vi god fysisk træning også henover vinteren – både til børn og voksne.

OBS: Alle roer under 14 år skal bære redningsvest året rundt.