Om klubben

Roning for alle

Som barn, ung, voksen eller pensionist finder du rigtig mange tilbud i Holte Roklub. Du kan ro fra solopgang til solnedgang alle ugens dage i rosæsonen. 

Du bestemmer selv fart og tempo – om du vil ro en eller flere af de forskellige bådtyper såsom inrigger, outrigger sculler, kajak, polokajak eller benytte vores motionsrum og romaskiner. Nye medlemmer modtages af en instruktør, som introducerer dig til vores mange faciliteter og klubbens regler.

Ud over selve rosporten på vandet, så har medlemerne masser af andre fysiske og sociale muligher. Sæsonerne har sine faste højdepunkter, men herudover arrangeres spontane ture og aktiviter. Kreative og energiske medlemmer bidrager til at gøre klublivet rigere og gladere. 

Når rosæsonen starter og slutter er det tradtionen, at medlemmerne møder op i klubben. Ved begge arrangementer samles klubbens aktive medlemmer og hjælpes med at rengøre og vedligeholde klubben. Vi kommer helt ud i krogene med støvsuger og klud, ligesom der bliver malet træværk, klippet buskadser, skiftet pærer etc.

Fællesarbejdet skaber sammenhold og respekt for klubbens faciliteter. Ved samme lejlighed får vi overblik over ting som skal vedligeholdes i løbet af vinteren. Det hænder også, at venlige medlemmer eller bekendte hertil donerer gaver i form af udstyr, inventar etc. – glæden er stor ved at modtage »lige det vi står og mangler«.

Når klubstanderen er strøget glæder vi os over den dejlige sæson vi har haft – og længes allerede mod den kommende sommer. Formanden holder en tale om den forgangne sæson og årets pokaler udeles. 

I løbet af vinteren fortsættes der med forskellige aktiviteter ude og inde.

Lidt om regler

Holte Roklub har sat som betingelse for at udøve vor rosport, at alle overholder vores roregelment og sikkerhedsbestemmerlser . 

Svømmefærdigheder

Vi har endvidere den bestemmelse i Holte Roklub, at rotilladelsen er afhængig af en erklæring »på tro og love« fra hver enkelt aktiv-roer, om at hun / han kan svømme 600 m uden hvil og bundkontakt. Børn under 13 år, der ikke stiller op til stævner, skal kun kunne svømme 350 m i henhold til DFK’s love.

Det påhviler medlemmerne selv at vedligeholde denne svømmefærdighed ved en årlig gennemførelse af en 600 m svømmeprøve. Mangel herpå kan medføre roforbud.

Meget andet end roaktiviteter

Som aktivt medlem af Holte Roklub får du udover rosporten adgang til en række attraktive tilbud:

  • Stor bådhal med omfangsrigt, moderne og alsidigt romateriel
  • Adgang til stor terrasse med søudsigt, grill, bænke og bademulighed
  • Udendørs bane til polokajak og broanlæg for tilskuere
  • Motionsrum med vægtudstyr, træningsmaskiner, romaskiner, spinningcykler m.m.
  • Mulighed for deltagelse i ro-spinningshold
  • Velfungerende fælleskøkken og hyggelig opholdsstue til klubarrangementer
  • Moderne baderum til herrer & damer, samt fællessauna
  • Gratis trådløst internet & computeradgang
  • Adgang til svømmehal i vintersæson
  • Mulighed for leje af klubstue & festtelt i begrænset omfang
  • Motorbåd til træningsaktiviteter
  • Trailer til bådtransport ved klubarrangementer
  • Fælles udflugter, events og sæsonfester 

Fællesspisning og grillaften

Vi holder grill-aften hver onsdag aften hele sommeren. Man medbringer selv kød, brød og salat – klubben betaler for grillkul, dressing, sennep og ketchup. Det er muligt at købe øl og vand i klubbens automat.

De fleste benytter ventetiden, før kullene er klar, til at ro en tur.

Vær klar til at grille omkring kl. 20.00, for så er grillen varm. Der grilles hver onsdag uanset vejret.

Når rosæsonen slutter ved standerstrygningen, fortsætter klubbens medlemmer med at mødes hver onsdag til vinteraktiviteter og fælles spisning.